Revisionshus med plads til alle

Et STERKT CSR-samarbejde
02-09-2019

Revisorerne hos Tal og Tanker bliver dagligt tanket op med god mad fra STERK, så talhjernen fungerer hele dagen.

Med en solid morgenmad og frokost bliver det med garanti nemmere at få tallene i kolonnerne til at gå op. Da revisionshuset Tal & Tanker i Silkeborg flyttede ind i nye lokaler i 2019, var det ikke kun en prioritet om god ernæring, der gjorde udslaget, da virksomheden valgte at arbejde sammen med STERK om kantinedriften. Sammen med STERK giver Tal & Tanker en chance til mennesker, der ikke passer ned i arbejdsmarkedets sædvanlige kasser.

”Vores samarbejde med STERK matcher vores mindset omkring det sammenhængende liv, sund kost og et stærkt lokalt partnerskab. Vi synes rigtig godt om STERKs socialøkonomiske profil, hvor man aktiverer fleksjobbere, som har lysten til at sætte ting i værk og se, hvordan noget kan udvikles i fællesskab og med medansvar for andre. For os er det mad med omtanke,” siger Kuno Hesel, partner, Tal & Tanker.

Lidt mere i bagagen
Hver dag bliver omkring 40 sultne medarbejdere bespist af STERKs hold. I kantinen er der mellem fire og seks fleksjobbere i sving ad gangen. Desuden er der en koordinerende køkkenleder, Ulla Christensen, i ordinær beskæftigelse. Hun tager sig blandt andet af at bestille varer hjem, men ellers blander hun sig ikke meget i det daglige arbejde. De ansatte er gode til at hjælpe og støtte hinanden, fortæller hun.

“De har alle noget i bagagen, som er lidt tungere end det, vi andre går med. Ligesom os andre er de meget forskellige - det kan være gigt, en blodprop eller autisme, der giver dem nogle ekstra udfordringer i arbejdslivet. Men det kører virkelig godt hos Tal & Tanker, fordi vores fleksjobbere er så selvkørende, og virksomhedens medarbejdere er gode til at kigge ind og sige godmorgen,” siger Ulla Christensen.

Tal & Tanker indgik i august 2019 aftalen med STERK, som fandt frem til, at seks var det rette antal til at passe kantinen. Kuno Hesel kan fanges på kuh@talogtanker.dk eller på telefon 2639 3015 for yderligere oplysninger.

STERKs samarbejde med Tal & Tanker i korte træk:

  • Seks personer ansat i fleksjob + en koordinerende leder
  • Hver dag serverer kantinen morgenmad og frokost til revisionshusets ca. 40 medarbejdere
  • Samarbejdet begyndte i sommer 2019

Hos Huset STERK benytter vi cookies til at få et indblik i, hvordan du bruger vores hjemmeside. Det hjælper os til hele tiden at kunne forbedre din oplevelse på hjemmesiden. Derudover anvender vi cookies til at understøtte markedsføringen af vores services.

Ved at trykke ”Ok, forstået!” eller klikke videre på siden accepterer du vores brug af cookies.